Besøg med klassen

Udløsning af paracetamol - heldagsforløb (Ø02)

Kært barn har mange navne, men man kommer ikke uden om at paracetamol er et af de lægemidler vi danskere bruger allermest. Men hvordan virker det egentlig i vores krop? Og er der rent faktisk Zapp i en Panodil

Inden lægemidler kan sendes fra fabrikken og ud på apoteket skal produktet testes for at sikre, at det lever op til de krav, som fabrikken har lovet myndighederne at overholde.

Hvilke tests der skal udføres afhænger af hvilken lægemiddelform der er tale om. Eksempler kan være test af produktets renhed eller bestemmelse af indholdet af lægemiddelstof. For tabletter tester man blandt andet hvor hurtigt det aktive lægemiddelstof bliver udløst fra tabletten (udløsningshastighed).

Dette gøres for at sikre sig, at lægemiddelstoffet bliver frigivet fra tabletten efter et bestemt tidsinterval og ved en bestemt pH , så lægemiddelstoffet kan blive absorberet i mavetarmkanalen og komme ud i blodet. Det er desuden vigtigt, at et lægemiddel altid frigiver den samme mængde lægemiddelstof, så man som forbruger kan være sikker på, at man får den samme effekt hver gang, man indtager lægemidlet.
 

Program for dagen (kl. 9.00-15.15)

Efter en kort introduktion til farmaceutuddannelsen gennemgås udviklingsprocessen fra idé til lægemiddel. Vi inddrager eleverne, når vi behandler nogle af de afgørende grundsten for at forstå lægemiddeludvikling. Hvordan virker lægemidler i kroppen og hvad påvirker virkningen? Og hvordan sammensætter man lægemidler, så der opnås præcis den virkning, man ønsker med minimale bivirkninger? Derudover vil der være en kort gennemgang af laboratoriesikkerhed og Good Laboratory Practice (GLP).

I laboratoriet skal vi se nærmere på lægemiddelstoffet paracetamol. Eleverne for til opgave at bestemme en udløsningsprofil for henholdsvis Panodil 500 mg og Panodil Zapp 500 mg, og bagefter sammenligne resultaterne. De kommer til at anvende et udløsningskar, der lever op til kravene fra Den Europæiske Farmakopé. Herefter skal de bruge UV-spektrofotometri til at analysere prøvernes indhold på baggrund af en standardkurve. I løbet af dagen vil de altså stifte bekendtskab med fortyndingsrækker, absorbansmåling og standardkurveberegninger. Der vil være mulighed for at anvende forsøgene og teorien til rapporter i gymnasieundervisningen.

Vær opmærksom på, at heldagsforløbet retter sig mod 3.g. klasser med biologi, biotek eller kemi på A-niveau.

 

Hvem, hvor og hvornår

Antal:
8 - 24
Hvad:
Besøg med klassen
Hvor:
PhamaSchool (Universitetsparken)
Universitetsparken 2
2100 København
Arrangør:
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Hvornår:
Der er i øjeblikket ikke nogen tidspunkter der er åbne for tilmelding på dette tilbud
Varighed:
6 timer, 30 minutter