Besøg med klassen

Besøg Økonomi - Er man født til at havne i luksusfælden?

Besøg Økonomisk Institut med en eller flere gymnasieklasser og hør det faglige oplæg 'Er man født til at havne i luksusfælden?'

Fagligt oplæg: Er man født til at havne i luksusfælden?

I fjernsynet kan man se programmet ‘Luksusfælden’, som beskriver og hjælper udvalgte dansker, som har massive økonomiske problemer. Men hvorfor er det egentlig, at nogle ikke har styr på deres økonomi? Er det fordi, de har været uheldige og for eksempel er blevet arbejdsløse eller syge, eller er det måske fordi deres forældre ikke har lært dem at styre deres økonomi? Hvis det er tilfældet, så er der tale om en negativ finansiel social arv. For at undersøge om der er en negativ finansiel social arv, kigger vi på mikro-data, som dækker hele den danske befolkning, og som har informationer om finansielle problemer. Datasættet indeholder informationer om alle lån i danske banker og kreditinstitutioner – næsten 31 millioner lån – og her kan vi se, om folk ikke betaler renter og afdrag, når de burde gøre det. Ved at samkøre dette datasæt med en række administrative register, som dækker hele den danske befolkning, kan vi se, hvem der er i familie med hinanden. Vi kan også se, hvordan folk har klaret sig i skolen, hvilken uddannelse de har, hvor meget de tjener, og om de har været arbejdsløse eller syge. Det gør os i stand til at undersøge, om der virkelig er en negativ finansiel social arv. Foredraget vil beskrive, hvordan man kan bruge ‘big data’ til at lære om, hvilke folk der ender i økonomiske problemer, og hvordan det præger deres liv. Foredraget vil gennem præsentation af et specifikt forskningsprojekt illustrere, hvordan økonomer bruger kæmpe-store mængder data til at lære om økonomisk adfærd.

Især relevant for fag: Samfundsfag

Foredragsholder: Professor Søren Leth-Petersen

Besøgsordning på Økonomisk Institut

Forskningen er til for samfundet, og vi vil meget gerne dele vores viden og nyeste forskningsresultater med din gymnasieklasse.

Besøgsordningen giver dig og din STX-, HF-, HTX, eller HHX-klasse mulighed for at komme på besøg og diskutere et økonomisk emne med en forsker.

Efter det faglige oplæg har vi tid til spørgsmål og debat. Og senere fortæller en studerende lidt bredere om økonomistudiet. Der kan I også blive klogere på økonomistuderendes erfaringer med studie, studenterjob og lignende,

Det samlede arrangement varer 1 time og 45 minutter.

OBS: Da foredragsholderen ikke altid er tilgængelig på et givet tidspunkt, er det vigtigt, at I tilmelder jer flere oplæg på Økonomisk Institut, samt angiver andre mulige tidspunkter for jer i kommentarfeltet.

Bemærk at din bestilling først er bindende, når du har modtaget en bekræftelse fra den ansvarlige arrangør fra Københavns Universitet.

Hvem, hvor og hvornår

Antal:
Min. 20
Hvad:
Besøg med klassen
Hvor:
CSS
Øster Farimagsgade 5
1353 København K
Arrangør:
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
Hvornår:
Foreslå selv et tidspunkt
Der kan være begrænsninger for hvilke dage, besøget kan lade sig gøre - se beskrivelse af besøget.
Varighed:
1 time, 45 minutter